Alte Kameraden (Gamle Kammerater, Armeemarsch II, 150) er en tysk militær march komponeret omkring 1889 af den tyske komponist Carl Teike (1864–1922) i Ulm. Marchen var oprindelig 136 takter (næsten fem minutter) lang, og skrevet for janitsharorkester, men er senere udkommet i mange forskellige arrangementer. Da Teikes overordnede blev præsenteret for marchen, var svaret: "Vi har marcher nok. De kan lige så godt smide den i kaminen". Noderne blev imidlertid ikke brændt, og Alte Kameraden blev en af de mest spillede tyske marcher. Under 2. verdenskrig blev marchen spillet meget af tyske militærorkestre og blev også kendt i lande under tysk besættelse. Den blev også fremført hyppigt i koncentrationslejrene. Populariteten holdt sig efter afslutningen på krigen, og marchen er i dag en af de mest spillede tyske marcher.
I Tyskland blev Alte Kameraden defineret som koncertmarch, og ikke som parademarch. Dette var en af årsagerne til at den ikke blev optaget i den tyske hærs marchsamling før i 1939. Marchen har også en sangtekst, men den fremføres sjældent i dag.